Trænger du til at udskifte gamle møbler og nytænke din nuværende boligindretning?
De fleste kender til følelsen af at kigge rundt i stuen, køkkenet, soveværelset osv., og være en anelse træt af det øjet ser – simpelthen fordi de har kigget på det samme for længe. Ofte kan den helt store renovering koste en bondegård, men måske det heller ikke er nødvendigt for at skabe nyt liv i huset – her kommer tre tips, der nemt kan peppe dit hjem op.
Investér i flotte hylder, der passer til dit hjem
En god og nem måde at peppe din indretning op, er ved at skifte nogle af dine gamle ting ud med nye. Hvis du blot ønsker et lille løft i hjemmet, kan du med fordel hive fat i nogle af de mindre ting, der ikke nødvendigvis koster en formue, og enten erstatte dem af nye fine møbler, eller du kan male dem i nye farver eller give dem et løft på anden vis. En nem ting at udskifte er dine hylder – og de kan faktisk nemt være med til at skabe nyt liv i hjemmet! Har du eksempelvis helt klassiske sorte, lidt bredere hylder, kan en lille, elegant træhylde få hjemmet til at føles ’lettere’. Placér en flot plante og lad det være ved det – så ser det ikke rodet ud, men tværtimod elegant og klassisk.
Køb et tøjstativ og placér det i soveværelset – det behøver ikke koste alverdens
I stedet for at gemme ALT dit tøj væk i et stort klædeskab, kan du med fordel placere et mindre tøjstativ i soveværelset eller på teenageværelset. Udvælg dine flotteste kjoler eller dine pæneste skjorter og hæng et udvalg af dit tøj på stativet. Sørg for at det ikke bliver for proppet – sigter du efter, at det skal se stilfuldt og elegant ud, er det vigtigt, at du nænsomt udvælger det tøj, der vil se flot ud på stativet.
Balance i din indretning
Det er vigtigt, hvis du skal ud og købe nyt til hjemmet, at du sørger for, at de nye ting matcher hinanden – i hvert fald til en vis grad. Vælger du hylder og en lille kommode i samme træsort, skaber du nemlig hurtigt en rød tråd, der vil give øjet ro. Dermed ikke sagt, at dit hjem skal være klinisk i udtrykket, bare fordi du vælger samme farvenuancer på møbler og vægge. Gør i stedet dit hjem personligt med de nipsting, du køber dertil. Har du en væg i rolige nuancer, kan du sagtens smide et postkasserødt tæppe i sofaen – og du kan sagtens smide en masse forskellige slags lysestager på træbordet uden, at det ser rodet ud. Det handler altså om at balancere din indretning – har du rolige omgivelser, kan du sagtens smide en masse farverige puder, tæpper og billeder ind i dit hjem.